Besøg!

Oktober har været besøgs-måned for mange af os danske udvekslingsstuderende. Uge 42 bød dels på vores egne danske turister, men også generelt mange danske turister over alt i New York. Jeg tror de der billige flybilletter er ved at blive særdeles populære! - Og så er New York jo byernes by.

Først i oktober kom min søde roomie hjemmefra, Marie, og besøgte mig. Jeg havde heldigvis tid til at tage med rundt det meste af tiden, så vi fik set en masse og udnyttet den tid hun var her maksimalt. Det var rigtig rart at få besøg, for så var jeg på en måde lidt på ferie i min "egen by" (kan jeg mon tillade mig at sige det om New York? - pyt, nu gør jeg det!). Jeg har brugt rigtig meget tid på studiet og nydt det i fulde drag, men måske også glemt lidt at jeg faktisk er i New York, og at der 117 ting at foretage sig, hvis man lige hopper på en metro - så det gjorde vi!

Den første morgen spiste vi brunch, da det er dét man gør her i New York. Vi spiste på en rigtig college-diner lige ved siden af Columbia. Det regnede helt forfærdeligt, så stopmætte tog vi metroen ned til Natural History Museum (dér hvor Ross arbejder i "Venner", og hvor "Nat På Museet" udspiller sig). Vi travede rundt og så den kæmpe blå-hvals model, de har hængende fra loftet i fuld størrelse, ledte efter dinosaurer, fik ondt i fødderne af at gå og kunne til sidst ikke finde ud. Vi endte med at gå ud af indgangen, da vi gav op.. USA er STORT - på alle områder, også museerne. Men det var et godt besøg, som holdt os tørre fra regnen. Bagefter gik vi gennem en diset, stadig lidt regnvåd Central Park og ned til Fifth Avenue. Stor forskel. Central Park tog sig ud fra sin bedste side, som det smukke åndehul det er midt i en pulserende storby. Vi gik rundt om søen og kiggede op på skyskraberne, men det føltes lidt som om, at vi var i en separat park-verden, som ikke lå midt i den store skyskraber-verden. Uden Central Park ville New York virkelig ikke være det samme.

Til sammenligning kom vi ud af parken i det hektisk Lower East Side med biler, mennesker, shoppe-poser, taxaer, hjemløse, modeforretninger og heldigvis også smagsprøver hos Lindt Chokolade. Ikke dårligt.. Solen tittede lidt frem mens vi osede os gennem butik efter butik. Som sagt, alt er bare lidt større i New York: H&M havde en house dj og var for øvrigt i 4 etager. Uniqlo, et japansk mærke, havde en starbucks og en slags catwalk i alle regnbuens skrigende farver inde i butikken. Vi kiggede ind i en dyr smykkeforretning, hvor et par fik serveret champagne mens de kiggede på ure. Galskaben ville ingen ende tage, men til sidst blev vi lidt trætte og tog hjem.

Lige inden solnedgang gik vi en tur på High Line. Det er en park, som er anlagt på de gamle togskinner, som ligger højt over gaderne, så man kigger ned på fortovslivet fra en frodig promenade, der snor sig ind mellem bygningerne og tilbyder et kig hist og pist ind i folks dagligstuer. De havde åbnet den sidste del af parken langs sporerne, men vi kunne ikke rigtig finde indgangen. Efter at have vandret rundt om nogle blokke med parkerede tog fandt vi endelig trappen op til parken, men vores lille detour gav et virkelig godt indblik i det industrille togmiljø, som parken er blevet skabt ud af.
Det blæste helt utrolig den aften, og det blev mørk ikke lang tid efter at vi kom, så vi gik halvvejs og fandt så en lækker restaurant og fik varmen og noget god mad. Det var en meget flot, lidt botanisk-have-drivhus inspireret restaurant og maden var virkelig lækker, men betjeningen snuppede vores tallerkner næsten før vi havde spist op og var ikke særlig venlig.. De havde en imponerende bar, som vi troede vi skulle drikke drinks i, men den var endnu ikke åben, så vi gik ned til det berømte "meat packing district" og fik et par øl. Helt tilfældigt kommer nogle af de andre danske studerende forbi - New York er lille, trods alt.

Næste morgen tog vi på Max Brennar og fik brunch. Det er en restaurant med chokoladetema, og inden i ligner det lidt en scene fra "Charlie og Chokoladefabrikken" med mange farver og rør, hvor der flyder chokolade, der gør tværs gennem rummet. Altid en vinder!

Marie var også helt vildt med det og spiste - igen - en kæmpe morgenmad med masser af chokolade på.
Efter det tullede vi lidt rundt i kvarteret og så Union Square og gik op til "Flat Iron Building". At tulle rundt i New Yorks gader var nok dét vi fjorde mest. Det er altid en god måde at opleve en by på og Marie var helt fascineret af byen; dels de høje bygninger, men også de mange parker og små åndehuller. Vi tog også et smut forbi Times Square, som er stor og kaotisk, og vi blev der ikke længe, men så kunne vi da sige at have set det. For mig var det rigtig godt at høre Maries værdsættelse af byen, da jeg nogen gange godt kan synes at den er lidt for stor, kaotisk og beskidt, men der er virkelig også mange små unikke parker og pladser, som gør byen til et helt specielt sted.

 Vores tullen rundt endte i en jagt på en god kage og en kop kaffe. Det viste sig ikke at være så nemt, som forventet! Newyorkere spiser brunch og går til happy hours, så der er store mængder omelet og øl i omløb, men det var straks mere besværligt at finde en hyggelig café at sidde på. Kaffe er jo også noget, som man tager "to-go" hvis man er en ægte travl newyorker. Endelig fadt vi en fransk cafe, som solgte en kage, som Marie kendte i forvejen. Men det skulle ikke være så nemt igen. Først havde de kun ét stykke tilbage, som vi så besluttede at dele. Da de så kom med den, var det ikke den kage, vi forventede, selvom den var god nok alligevel. Vi bestilte et ekstra stykke kage, som de så heller ikke havde, og vi endte derfor med et stykke gulerodskage - som vi knapt nok kunne spise… First World Problems… Men solen skinnede, humøret var højt og vi havde udsigt til en mand, der kørte i en stor firhjulstrækker (ideelt køretøj i New York?!) og forsøgte at få en pakke ind i bagagerummet, men trods dets enorme størrelse, havde han forbavsende svært ved få pakken derind. Vi var ikke de eneste med en unødvendig udfordrende eftermiddag.

Jeg skulle lave et "Neighborhood Visit" til mit "Immigrant New York" kursus, hvor vi tager rundt og undersøger forskellige nabolag i byen. Marie var min sammensvorne i observation af anden- og tredjegenerations Italienere i Little Italy. Vi kiggede på sleske ældre herrer med guldsmykker og en jeg-ejer-det-her-kvarter attitude, mærkelig souvenirs, masser af pizzeriaer, gelateriaer og en masse turister. Vi tog billeder i smug af folk; nogle opdagede os ikke, andre opdagede os næsten. Til sidst fik vi lækre italienske kager og kaffe. Bagefter gik vi over Brooklyn Bridge, hvilket altid er en smuk tur, men denne gang var den lidt mere oplevelsesrig end ellers. Først ser vi en fyr med en stor, fed, gul slange om halsen. Det var sikkert et turisttrick, men vi var bestemt ikke i den målgruppe. Til at starte med syntes jeg, at det var lidt foruroligende, men lige pludselig så jeg dens hoved og gik lidt i panik. Jeg vidste ikke, at jeg var så bange for slanger! Men jeg har heller aldrig set en uden for et bur før.

Vi var seje - syntes vi selv - og gik forbi i hurtigt tempo. Puha, heldigvis skulle vi ikke samme vej tilbage. Længere nede af broen ventede os der et helt anderledes fint syn; en fyr var ved at fri til sin kæreste. Det var virkelig smukt, og selvom jeg havde foretrukket et lidt mere privat øjeblik, så klappede alle andre også og der var til med en skoleklasse, der begyndte at synge. Man oplever lidt af hvert i den her by.

Det var blevet sidste aften, og efter et besøg i klaustrofobiske Wall Street med bygninger, der næsten lukker solen ude, drak vi en øl i Battery Park med udsigt til Frihedsgudinden. Det er utroligt at forestille sig, at det var her, at størstedelen af immigrationen til Amerika fandt sted. Meget strategisk ligger der nogle små øer ud for spidsen af New York, så det var ideelt til at styre al trafik i havnen og sørge for at immigranterne kom igennem proceduren på Ellis Island før de kunne gå fra borde og ind i USA.

Det var ikke så sjovt at sige farvel til Marie, men heldigvis kom der flere veninder på besøg samme eftermiddag, Anna, Katarina, Cecilie og Caroline fra studiet, så knapt havde jeg vasket lagner før der skulle reddes op igen. Denne gang blev huset helt fyldt med 4 veninder, 2 i stuen og 2 i gæsteværelset. Det var lidt trangt, men utrolig hyggeligt!

Den første aften spiste vi gode amerikanske burgere og milkshakes inde pigerne gik omkuld af træthed. En god ting ved ikke længere at tage frem og tilbage til New York så ofte er, at jeg slipper for den lange flyvetur og jetlag.

Næste morgen tog pigerne på en heldags shoppetur. De shoppede i ni timer, mens jeg fik læst og gået i skole. Jeg kan godt lide shopping, men i små mængder, så jeg var taknemmelig for at de fik styret deres shoppetrang uden mig. De kom hjem med en masse lækre ting til, som jeg dog kunne have tænkt mig nogle af.

Jeg sprang turen på Natural History Museum, når nu jeg lige havde været der, men jeg tog gerne med på Max Brennar (chokolade-restauranten), Brooklyn Brigde og High Line én gang til. Max Brennar var endnu en gang et overflødighedshorn af lækker mad, som vi delte på kryds og tværs, High Line tog vi i dagslys på en utrolig smuk eftermiddag og Brooklyn Bridge viste sig endnu en gang fra sin smukkeste side med masser af sol (og mennesker). 

Vi var desuden på MoMA (Museum of Modern Art), som har gratis indgang efter kl 16, hvis man gider stå lidt i kø. Det gad vi helt bestemt, så vi kom ind og så bl.a. Toulouse Lautrec, mexicansk kunst, en lille smule Henri Matisse, da vi fandt ham og en masse andre kendte såvel som ukendte kunstnere, der havde lavet forståelig såvel som uforståelig kunst. Et ben, der stikker ud af væggen, har altså aldrig talt så meget til mig, men der skal jo være lidt alle typer. Og dén slags typer kan næsten være lige så sjove at studere, som selve kunstværket.

Vi splittede lidt op i grupper, når jeg tog i skole, nogle stod tidligt op og andre sov længe, men vi blev sjældent væk fra hinanden trods byen størrelse og vores begrænsede kommunikationsmuligheder, hvilket jeg synes var ret godt. Anna og Katarina gik amok i en kæmpe Urban Outfitters, Caroline og Cecilie gik over 80 gader langs Hudson med en kop kaffe - og jeg var i skole. En anden dag gik Katarina og Caroline på opdagelse i Brooklyn (hvor de ikke kunne finde hipsterne i Williamsburg), mens Anna og Cecilie så New York fra oven i Top of the Rock (udsigtspunkt på toppen af den høje Rockefeller bygning) - og jeg skrev opgave.

Jeg fik dog også pigerne med op på skolen. Den første aften gik vi en tur på campus med Cecilie og Caroline. Selvom vi var der omkring kl 22 var der stadig massere af studerende, der var på vej hjem eller over til en anden bygning. Columbia er så smuk om aftenen med lys på, og de store majestætiske bygninger ser næsten endnu mere imponerende ud. En anden dag, i dagslys, kom Anna og Katarina og fik den store rundvisning. Tilfældigvis kom vi både forbi en konference med bagels og kaffe og et bord med frokostposer til kursister. Dem snuppede vi da også lige og sad på trapperne til Low Library og spiste vores lækre, gratis mad og nød udsigten over Columbia. Ikke dårligt!

Vi festede også en lille smule. Én aften udviklede en happy hour med maaange cidere sig til at vi crashede en fest på New York University's jurastudie. Vi sneg os ind, ingen opdagede os og dansede og havde en fest. Pludselig tog det hele en lidt uventet drejning, da dj'en sender bollywood-musik ud i æteren på max volumen. Vi kigger os omkring og sørme om vi ikke er omringet af indisk-lignende, nu også indisk-dansende studerende. Det havde vi ikke lige lagt mærke til, da vi smuglede os selv ind. Den eneste strategi for ikke at blive opdaget og smidt ud (en masse høje, lyshårede piger midt i et indisk-amerikansk-bollywood-crowd), var at fortsætte den vilde dans og det gode humør. Det var virkelig en oplevelse - og tilsyneladende også for de andre, for de kiggede lidt, da vi gav den freestyle-bollywood max gas.

På vej ud stjal vi noget naan-brød og lurede lidt rundt på gangene før vi tog en metro hjem igen.

Den næste aften holdt vi selv en fest i lejligheden og mange mennesker kom. Det var rigtig hyggeligt og et godt miks af danskere hjemmefra, fra Columbia, Pedros venner og hans brors venner. Pigerne blev lidt trætte pga. jetlag, så vi lavede lidt kaffe og så holdt de den kørende lidt længere. Det vigtige var nemlig, at der kom en limousine og hentede os kl 23 og skulle køre os ned downtown til en natklub. Pedros fætter har en masse kontakter i nattelivet, så han havde arrangeret limousinen, som vi fyldte til bristepunktet med glade, forventningsfulde danske piger. Af sted ned gennem New York med en hæslig, men gratis vin og højt humør.

Hvis vores aften bare havde stoppet dér og limousinen havde vendt om, så havde vi nok haft en bedre aften, men den satte os af ved natklubben og så begyndte problemerne. I New York er det utrolig vigtigt at der er flere kvinder end mænd i et selskab, ellers kommer man ikke ind på en klub. Vi var 9 piger, der ikke skulle betale og 2 kærester, som skulle. Vi nægtede at gå ind før de også kom, men så blev jeg smidt ud af dørmanden. Det lod Pedro jo ikke gå hen ubemærket, så det endte med at han fik karantæne. De andre piger gik ind, mens Pedro prøvede at komme ind. Vi fik gratis drinks og dansede, men da det var umuligt for Pedro at komme ind gik vi alle sammen. Det var dog efter at jeg havde rendt frem og tilbage for at finde ud af, hvordan chancerne var for at han kunne komme ind. På et tidspunkt kom jeg ned til dansegulvet igen og pigerne var væk - jeg prøvede at finde den ved at kravle op i sofaerne (som var tomme, fordi man skulle købe flasker for at sidde i dem) for at få et bedr overblik. Det syntes sikkerhedsmændene ikke var en god idé, men der var for mange mennesker til at de kunne nå mig, så jeg blev jagtet af deres lommelygters skærende lys indtil jeg smuttede ud - dog uden at finde pigerne. Sikke en aften altså! Lidt sjovt set i bagspejlet, men lidt kaotisk, da vi var i det. Og det var ikke slut endnu. Jeg var efterhånden blev så sur på hele stedet, især den dørmand, der ikke ville lukke Pedro ind, at jeg råbte af ham - og løb! I sikkerhed, lidt længere væk, fandt vi et andet sted at gå ind. Her endte en af pigerne med at få hældt en drink ud over sig, fordi nogle brokkede sig over at vi dansede i "deres space", og hun prøvede at undskylde og forklare. Altså, altså… Sikke en aften… Så spiste vi natmad og tog hjem. En bytur, vi sent glemmer.

På pigernes sidste aften skulle vi havde en god New York-steak, så vi fandt en hyggelig lille restaurant, bestilte sangria og steak og havde det rigtig sjovt. Bare det kunne være sådan hver weekend. Den sidste dag kom hurtigt nok og efter en lækker afskedsfrokost sendte jeg dem afsted i en gul New York-taxi med en tåre i øjenkrogen. Jeg glæder mig til at komme hjem igen!

Tilbage i starten af oktober... 

En tur til Little Santo Domingo

Til et af mine kurser, Immigrant New York, skal vi tage rundt på "Neighborhood Visits" i et immigrantdomineret nabolag, for at lave et observations-studie af de forskellige immigrantgrupper i New York. Jeg tog til et område på den nordlige del af Manhattan, som hedder Washington Heights. George Washington Brigde går ud fra dette område og forbinder Manhattan med New Jersey på den anden side af Hudson floden - der af navnet. Området går dog også under et andet navn, Little Santo Domingo. Det er hovedstaden på den Dominikanske Republik, og i nabolaget bor der primært immigranter fra denne ø.
Til jer, der ikke ved så meget om den Dominikanske Republik, så er det en ø i Carribien, som de deler med Haiti. De snakker spansk og dominikanerne er derfor en del af den meget store immigrantgruppe i USA, som kaldes "hispanics". Dominikanerne er pt. den dominerende gruppe i New York.
Pedros far er fra den Dominikanske Republik, og han er rejst tilbage dertil efter at han blev pensioneret.

Jeg var sidste år i praktik hos en lokalpolitiker i området, hvor jeg første gang lærte "Little Santo Domingo" at kende.

Jeg tog derfor Pedro i hånden og sammen tog vi subway'en op til 168th street (vi bor på 101st street).
Vi spiste morgenmad på en dominikansk restaurant. De spiser moste madbanaer, en slags kartoffelmos i konsistens, til morgenmad sammen med æg. Det var de kedeligste røræg jeg i mit liv har fået (Martin, min lillebror laver de bedste i hele verden, så det er også svært at leve op til), men selve bananmosen, som de kalder "mangu", smagte rigtig godt. Det er meget tung mad. Vi snakkede om, at det var lavet til slaverne i sukkerplantagerne - billigt og nærende - men det kan meget let føre til overvægt for de nutidige dominikanere, når de ikke arbejder fysisk hårdt hele dagen.

Det mindede mig lidt om rugbrød. Ikke i smag, men i koncept. Når du har lært at spise det fra lille, så er det lækkert og noget du savner, når du ikke får det. Når du ikke har lært at spise det som lille, jamen så er det "fint nok", men det bliver aldrig min livret. Pedro derimod var i himlen. Dagen efter var vi til gengæld til "rugbrødsfest" hos nogle af de andre danske studerende, og der havde vi den modsatte oplevelse.

Efter vi havde spist morgenmad gik vi en tur på markedet, der lå ved siden af. Der købte vi lækre grønsager og den største avocado jeg i mit liv har set. Den var på størrelse med en stor aubergine! Jeg troede ikke på det, da jeg spurgte en fyr, hvor avocadoerne lå og han pegede på dem.

Vi købte for $10 og fik to tunge bæreposer. Det tror jeg godt vi kan gøre igen en anden gang, selvom det er et stykke oppe.

Tilbage mod subway'en gik vi forbi en stor flok mennesker i jakkesæt (lidt underligt på en lørdag?) og længere henne af gaden stod en protestgruppe med skilte og råbte. Demonstranterne kunne fortælle os, at en dominikansk eks-præsident ville komme om lidt. Han havde - ifølge dem - stjålet $2 mia. uden at blive retsforfulgt for det. (Det sætter Løkke-sagen lidt i perspektiv, ik?). Vi besluttede lige at blive lidt for at se, hvad der skete.

Eks-præsidenten kom ganske rigtigt ca. 5 minutter senere. Der var fuld opdækning af politi og sikkerhedsfolk og så var der så mange mennesker generelt, at da bildøren åbnede, var alt vi så et gråhåret hoved, som fik mere opmærksomhed end de andre hoveder i mængden. Jeg vil gætte på, at dét var ham. "Ex presidente Leonel Fernandez!"

Global Citizen Festival

For 3. år i træk afholdes velgørenhedskoncerten "Global Citizen Festival". Man får billetter ved at deltage i en lodtrækning på nettet, hvor man optjener lodder ved enten at deltage i kampagner på sociale medier, deltage i underskriftindsamlinger eller skrive til nogle af verdens statsoverhoveder eller virksomshedejere (bl.a. fik Lego vist en del mails i den forbindelse pga. deres samarbejde med Shell og har vist nu sluttet samarbejdet). Billetterne koster derfor ikke penge, men handling. Overskuddet fra salg ved koncerten går til de velgørende formål, som publikum har støttet skriftligt for at komme ind til koncerten.

I år var ekstra stort fordi Jay Z - oprindeligt fra Brooklyn - kom og spillede, så han havde en kæmpe fanskare, der pludselig blev meget interesseret i at redde verden.

Derudover kom Tiesto, The Roots, No Doubt sammen med Sting, Fun. og en eller anden country-lady, jeg ikke kendte. Alicia Keys var også forbi og synge hendes støttesang for Israel-Palæstina konflikten. De var alle sammen rigtig gode, men Jay Z  var helt sikkert den bedste! ….. Og Beyoncé kom! Yaay! Det var virkelig en fantastisk koncert.
Den blev holdt inde midt i Central Park og der spærret godt af over det hele, så man ikke kunne snige sig ind. På vej ind til koncerten stod vi i kø i 1,5 time. Indgangen var ved 72nd street, men køen strakte sig 10 gader ned til 62nd street. Det var det hele værd at vente, og modsat køer hjemme i Danmark, så snakkede vi med dem, der stod foran og bag ved os. De åbnede dørene kl 14 og vi var der kl 13.30. Dem foran os kunne fortælle at de havde en ven, som havde været der siden kl 6 om morgenen for at komme tæt på scenekanten. Han måtte være helt smadret da musikken så begyndte……
På vejen i køen skulle vi sikkerhedstjekkes. Ikke bare mærke lidt på taskerne, men have alting op. Man måtte ikke medbringe mad, så jeg havde gemt vinduer inden i en sweatshirt. Den opdagede vagten selvfølgelig, men han smed dem ud i den pose de var i, lige bag ham. Skraldespanden var fyldt med de flasker som folk heller ikke måtte have med. Da jeg var kommet igennem og vagterne vendte sig om for at visitere den næste snuppede jeg min pose vindruer tilbage - haps! (Hævngerrig latter: Jeg snød systemet!). Jeg var desværre nødt til at tømme mine to flasker med vand. Vagten sagde, at jeg kunne få dem fyldt op igen, når jeg kom ind, men det var en stor fed løgn. Jeg blev ærgerlig talt lidt skuffet. Det er ikke cool, at vi spilder så meget vand ude foran indgangen, når vi skal ind til et projekt, som bl.a. støtter projekter, der skal forhindre vandmangel i u-lande. Ikke cool, ikke cool…. Jeg kan godt se fidusen ved at vi så skal købe det i stedet og så bruge flere penge, når nu billetterne var "gratis". Men helt ærlig! Jeg endte med at stå i kø i en halv time, bare for at købe et par flasker vand. Øv! Det var 28 grader, så hvis man efter at have ventet 1,5 time i kø var ved at dehydrere, så kunne man pænt lige vente en halv time mere på at komme igennem køen. Desuden var der heller ikke noget samaritter-telt, som der normalt er ved store koncerter derhjemme. Det var altså 60.000 mennesker på ikke særlig meget plads i bagende sol.
Men den bagende sol var jo heller ikke kun en dårlig ting. Det var virkelig dejligt at sidde i græsset og nyde koncerten. Hver kunstner spillede ca. 30 min og ind imellem kom der forskellig indslag med de projekter, som koncerten støttede. Lige pludselig kunne jeg høre en dansk accent fra scenen, og sørme om det ikke var vores handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, og han havde endda taget Helle med - på bånd. Lidt senere kom Mr. President Barack Obama - jeg springer op fra min plads I græsset - også på bånd… Skuffet hører jeg ikke en gang efter, hvad han siger på optagelsen..

Musikken spillede og tiden fløj, og lige pludselig var solen gået ned, månen kommet frem og stjernerne var der nok også et sted over al lysforureningen. Det var tid til at tage hjem, men vi kunne ikke komme ud, for der var ikke udgange nok til alle menneskerne. Hvad gør man så? Vælter hegnet! Massevandring ud i Central Park. Det havde taget flere timer at fylde plænen med folk, men det tog højest 30 minutter at rydde den for mennesker.

Søndagen bød på færre berømtheder men til gengæld på masser af rugbrød og lakrids! Anders og Louise, et dansk par fra CBS som læser business på Columbia, havde inviteret os over til rugbrødsmadder, film og lakrids. Det ville være lettere skuffende derhjemme og at diske op med rugbrødsmadder til en hyggeaften, men her var det virkelig det lækreste! Det var også et virkelig godt rugbrød.

Vi så en meget mærkelig film om hvordan kendisser I Hollywood overlevede dommedag… Men det var en hyggelig aften alligevel :)