Tilbage i starten af oktober... 

En tur til Little Santo Domingo

Til et af mine kurser, Immigrant New York, skal vi tage rundt på "Neighborhood Visits" i et immigrantdomineret nabolag, for at lave et observations-studie af de forskellige immigrantgrupper i New York. Jeg tog til et område på den nordlige del af Manhattan, som hedder Washington Heights. George Washington Brigde går ud fra dette område og forbinder Manhattan med New Jersey på den anden side af Hudson floden - der af navnet. Området går dog også under et andet navn, Little Santo Domingo. Det er hovedstaden på den Dominikanske Republik, og i nabolaget bor der primært immigranter fra denne ø.
Til jer, der ikke ved så meget om den Dominikanske Republik, så er det en ø i Carribien, som de deler med Haiti. De snakker spansk og dominikanerne er derfor en del af den meget store immigrantgruppe i USA, som kaldes "hispanics". Dominikanerne er pt. den dominerende gruppe i New York.
Pedros far er fra den Dominikanske Republik, og han er rejst tilbage dertil efter at han blev pensioneret.

Jeg var sidste år i praktik hos en lokalpolitiker i området, hvor jeg første gang lærte "Little Santo Domingo" at kende.

Jeg tog derfor Pedro i hånden og sammen tog vi subway'en op til 168th street (vi bor på 101st street).
Vi spiste morgenmad på en dominikansk restaurant. De spiser moste madbanaer, en slags kartoffelmos i konsistens, til morgenmad sammen med æg. Det var de kedeligste røræg jeg i mit liv har fået (Martin, min lillebror laver de bedste i hele verden, så det er også svært at leve op til), men selve bananmosen, som de kalder "mangu", smagte rigtig godt. Det er meget tung mad. Vi snakkede om, at det var lavet til slaverne i sukkerplantagerne - billigt og nærende - men det kan meget let føre til overvægt for de nutidige dominikanere, når de ikke arbejder fysisk hårdt hele dagen.

Det mindede mig lidt om rugbrød. Ikke i smag, men i koncept. Når du har lært at spise det fra lille, så er det lækkert og noget du savner, når du ikke får det. Når du ikke har lært at spise det som lille, jamen så er det "fint nok", men det bliver aldrig min livret. Pedro derimod var i himlen. Dagen efter var vi til gengæld til "rugbrødsfest" hos nogle af de andre danske studerende, og der havde vi den modsatte oplevelse.

Efter vi havde spist morgenmad gik vi en tur på markedet, der lå ved siden af. Der købte vi lækre grønsager og den største avocado jeg i mit liv har set. Den var på størrelse med en stor aubergine! Jeg troede ikke på det, da jeg spurgte en fyr, hvor avocadoerne lå og han pegede på dem.

Vi købte for $10 og fik to tunge bæreposer. Det tror jeg godt vi kan gøre igen en anden gang, selvom det er et stykke oppe.

Tilbage mod subway'en gik vi forbi en stor flok mennesker i jakkesæt (lidt underligt på en lørdag?) og længere henne af gaden stod en protestgruppe med skilte og råbte. Demonstranterne kunne fortælle os, at en dominikansk eks-præsident ville komme om lidt. Han havde - ifølge dem - stjålet $2 mia. uden at blive retsforfulgt for det. (Det sætter Løkke-sagen lidt i perspektiv, ik?). Vi besluttede lige at blive lidt for at se, hvad der skete.

Eks-præsidenten kom ganske rigtigt ca. 5 minutter senere. Der var fuld opdækning af politi og sikkerhedsfolk og så var der så mange mennesker generelt, at da bildøren åbnede, var alt vi så et gråhåret hoved, som fik mere opmærksomhed end de andre hoveder i mængden. Jeg vil gætte på, at dét var ham. "Ex presidente Leonel Fernandez!"

Global Citizen Festival

For 3. år i træk afholdes velgørenhedskoncerten "Global Citizen Festival". Man får billetter ved at deltage i en lodtrækning på nettet, hvor man optjener lodder ved enten at deltage i kampagner på sociale medier, deltage i underskriftindsamlinger eller skrive til nogle af verdens statsoverhoveder eller virksomshedejere (bl.a. fik Lego vist en del mails i den forbindelse pga. deres samarbejde med Shell og har vist nu sluttet samarbejdet). Billetterne koster derfor ikke penge, men handling. Overskuddet fra salg ved koncerten går til de velgørende formål, som publikum har støttet skriftligt for at komme ind til koncerten.

I år var ekstra stort fordi Jay Z - oprindeligt fra Brooklyn - kom og spillede, så han havde en kæmpe fanskare, der pludselig blev meget interesseret i at redde verden.

Derudover kom Tiesto, The Roots, No Doubt sammen med Sting, Fun. og en eller anden country-lady, jeg ikke kendte. Alicia Keys var også forbi og synge hendes støttesang for Israel-Palæstina konflikten. De var alle sammen rigtig gode, men Jay Z  var helt sikkert den bedste! ….. Og Beyoncé kom! Yaay! Det var virkelig en fantastisk koncert.
Den blev holdt inde midt i Central Park og der spærret godt af over det hele, så man ikke kunne snige sig ind. På vej ind til koncerten stod vi i kø i 1,5 time. Indgangen var ved 72nd street, men køen strakte sig 10 gader ned til 62nd street. Det var det hele værd at vente, og modsat køer hjemme i Danmark, så snakkede vi med dem, der stod foran og bag ved os. De åbnede dørene kl 14 og vi var der kl 13.30. Dem foran os kunne fortælle at de havde en ven, som havde været der siden kl 6 om morgenen for at komme tæt på scenekanten. Han måtte være helt smadret da musikken så begyndte……
På vejen i køen skulle vi sikkerhedstjekkes. Ikke bare mærke lidt på taskerne, men have alting op. Man måtte ikke medbringe mad, så jeg havde gemt vinduer inden i en sweatshirt. Den opdagede vagten selvfølgelig, men han smed dem ud i den pose de var i, lige bag ham. Skraldespanden var fyldt med de flasker som folk heller ikke måtte have med. Da jeg var kommet igennem og vagterne vendte sig om for at visitere den næste snuppede jeg min pose vindruer tilbage - haps! (Hævngerrig latter: Jeg snød systemet!). Jeg var desværre nødt til at tømme mine to flasker med vand. Vagten sagde, at jeg kunne få dem fyldt op igen, når jeg kom ind, men det var en stor fed løgn. Jeg blev ærgerlig talt lidt skuffet. Det er ikke cool, at vi spilder så meget vand ude foran indgangen, når vi skal ind til et projekt, som bl.a. støtter projekter, der skal forhindre vandmangel i u-lande. Ikke cool, ikke cool…. Jeg kan godt se fidusen ved at vi så skal købe det i stedet og så bruge flere penge, når nu billetterne var "gratis". Men helt ærlig! Jeg endte med at stå i kø i en halv time, bare for at købe et par flasker vand. Øv! Det var 28 grader, så hvis man efter at have ventet 1,5 time i kø var ved at dehydrere, så kunne man pænt lige vente en halv time mere på at komme igennem køen. Desuden var der heller ikke noget samaritter-telt, som der normalt er ved store koncerter derhjemme. Det var altså 60.000 mennesker på ikke særlig meget plads i bagende sol.
Men den bagende sol var jo heller ikke kun en dårlig ting. Det var virkelig dejligt at sidde i græsset og nyde koncerten. Hver kunstner spillede ca. 30 min og ind imellem kom der forskellig indslag med de projekter, som koncerten støttede. Lige pludselig kunne jeg høre en dansk accent fra scenen, og sørme om det ikke var vores handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, og han havde endda taget Helle med - på bånd. Lidt senere kom Mr. President Barack Obama - jeg springer op fra min plads I græsset - også på bånd… Skuffet hører jeg ikke en gang efter, hvad han siger på optagelsen..

Musikken spillede og tiden fløj, og lige pludselig var solen gået ned, månen kommet frem og stjernerne var der nok også et sted over al lysforureningen. Det var tid til at tage hjem, men vi kunne ikke komme ud, for der var ikke udgange nok til alle menneskerne. Hvad gør man så? Vælter hegnet! Massevandring ud i Central Park. Det havde taget flere timer at fylde plænen med folk, men det tog højest 30 minutter at rydde den for mennesker.

Søndagen bød på færre berømtheder men til gengæld på masser af rugbrød og lakrids! Anders og Louise, et dansk par fra CBS som læser business på Columbia, havde inviteret os over til rugbrødsmadder, film og lakrids. Det ville være lettere skuffende derhjemme og at diske op med rugbrødsmadder til en hyggeaften, men her var det virkelig det lækreste! Det var også et virkelig godt rugbrød.

Vi så en meget mærkelig film om hvordan kendisser I Hollywood overlevede dommedag… Men det var en hyggelig aften alligevel :)