onsdag den 17. september 2014

Læs, læs, læs - fest lidt, dans lidt

Nu begynder læsemængden rigtig at melde sig. Jeg shopper lidt rundt mellem bibliotekerne på campus. Der er 21, så der er nok at tage af. Nogle er gamle, nogle er helt nye, andre fra midt-70erne. Men de er alle sammen unødvendigt aircondition afkølede. Uden for er solen dog lidt for varmt - det er ikke nemt.. Jeg vender dog næsten altid tilbage til Butler Library, det største af bibliotekerne, hvor jeg også skrev min blog sidst. Der er dels læsesale, men de har også depoter med bøger, som man kan låne for hele semesteret. Depoterne er i 12 etager, ikke særlig høje, som ligger i den bagerste del af bygningen, som var bygningen skåret over vertikalt. Læsesalene er store og imponerende med marmor og gammel stil, mens depotet er som taget ud af en gyser film. Små vindeltrapper forbinder hver etage og der er ikke andet end store reoler med masser af bøger (1 mio har jeg hørt), ingen vinduer og kun for enden af hver reol er der lys, så skal man have en bog i midten skal man have lommelygten frem. Det mest uhyggelige er nok, at der ikke er en sjæl, fordi alle læser tekster på nettet - men det var lige dele uhyggeligt og spændende at gå rundt derinde.
 
Så jeg læser og læser og læser fra morgen til sen eftermiddag, men jeg bliver åh så klog! Jeg har haft de første opgaver, hvor jeg skulle reflekterer over pensum og gå i dybden med det, jeg fandt mest interessant. Det er en vildt fed måde at gå til pensum på, så man ikke bare læser og så lægger det væk igen uden at tænke mere over det. Jeg har den slags opgaver i to fag hver uge, og så fungerer de som diskussionsmateriale i klassen.
I mit sidste fag, latinamerikansk politik, har jeg læst to romaner, og så skal jeg forbinde den ene med det pensum vi har læst. Det er en lidt anderledes måde at gøre det på, og jeg har været lidt kritisk, men nu hvor jeg har skrevet den, virker det faktisk rigtig godt - og det var lækkert at få lov til at læse skønlitteratur! Jeg har cyklet til uni de sidste par dage, da jeg har fundet en god lille vej, der løber parallelt med Broadway, men med meget mindre trafik. Cykel- og bilkulturen er helt anden herovre, og selvom bilerne ser dig og kører nogenlunde, så handler det lige så meget om alle de biler, der holder parkeret, som ikke er vant til at kigge efter cykler, som hvert øjeblik kan smække en bildør op i hovedet på dig. Min lille bagvej fungerer rigtig godt, og selvom det er en kort tur i forhold til de 6 km, jeg er vant til derhjemme, så er det meget rart at få rørt sig lidt.

Når jeg så ikke læser, så nyder jeg min frihed i fulde drag!
Om tirsdagen går Pedro og jeg til salsa. Det er en gave som jeg gav ham tilbage i maj til hans fødselsdag, som vi kunne
indløse nu, hvor jeg er her. Det er rigtig sjovt og tager det helt basis, så vi får styr på alle detaljerne. Pedro burde jo ellers have det i blodet, men han er langt fra den eneste latinamerikaner på holdet. De har måske aldrig lært det professionelt, men bare danset lidt derud af, og kommer nu for at få helt styr på det. Når vi træner trin er vi alle lige gode, men så snart musikken begynder, så har de altså stadig mere rytme i kroppen og svaj i hofterne, så lidt i blodet ligger det altså alligevel.
Sidste fredag havde en af Pedros venner, som arbejder på en radiostation, inviteret os til Fashion Hip Hop Galla. Jeg tog alle mine nyerhvervede dansker-venner med, og vi havde en fest uden lige. Først til selve Fashion Hip Hop Gallaen, som var super high-fashion med modeverdenens ultra-hipster personligheder og modeller, der gik rundt blandt gæsterne og viste moden frem. Der var gratis champagnebar og nogle MEGET stærke Tequila Sunrise. Da vi var ved at være godt snalrede alle sammen bestilte vi pizza op til arrangementet - det kan man jo gøre, når man er i New York..

Efter galla-arrangementet tog vi på Roof Top Bar, hvor Pedros fætter kendte DJ'en. Sikke en aften!


Og ja - hvad kan man sige? Fester gør sig bare lidt bedre på billeder end biblioteker og bøger gør ;) 









Ingen kommentarer:

Send en kommentar