Californien

Vi tog til bryllup - og sikke et bryllup! 

Afsted mod vestkysten!

Jeg skruer tiden 1,5 uge tilbage til den 6. august, hvor vi onsdag eftermiddag steg ombord på Virgin Americans afgang mod San Francisco. Pedros kusine, Gloria, skulle giftes med sin kæreste Miriam, og vi har inviteret. Ikke bare inviteret til brylluppet, men inviteret til hele ugen, der var programlagt over al latino-standard! På klokkeslettet var der en plan for, hvem der skulle hentes hvor i den minibus, hele selskabet blev kørt rundt i. Og hvilken bus, det var! Den blev kaldt "the party bus", og der var helt sikkert fest i den bus. Høj latino-musik, brudens mor og far dansede i midtergangen, alle råbte og skreg, grinede og jokede inden klokken havde slået 10 - på vej til vinsmagning, som torsdagens program bød på. Vi skulle besøge 3 vingårde, og de jokede selv med, hvordan det dog skulle gå, når de først begyndte at drikke alkohol. 

Det gik dog ganske fint, og vores buschauffør drak ikke noget. Det først sted var mest bare en lagerhal, udefra et ganske ucharmerende sted, men indehaveren var så elskværdig og forklarede meget om de enkelte vine. Det næste sted var mere indrettet som en vingård, eller som en hacienda, men her var servering og forklaring til gengæld mere overfladisk, selvom stedet var hyggeligere. Det sidste sted smagte vi to slags champagne på en lidt højere beliggende vingård med udsigt ud over vinmarker så langt øjet rakte. Det var klart det smukkeste sted, men her var der til gengæld ingen vinforklaring over hovedet - men champagnen var god.

Torsdag blev rundet af med en lille tur indtil byen, hvor vi så det centrale San Francisco og fik en enkelt drink.

Sightseeing på egen hånd

Fredag var "fri". Der stod ikke noget planlagt i det famøse "spreadsheet", som indeholdt det detaljerede program for hele ugen og information om, hvor folk var indlogeret osv. Det blev der gjort meget ud af - det var ikke kun mig, der var overrasket over den ambitiøse planlægning.

Pedro, hans bror Francisco, og jeg brugte den frie dag til at tage ind til San Francisco. Gloria og Miriam bor i en lidt mindre by, Oakland, lige ved siden af San Francisco, så vi skulle lige have en metro ind til "the city", som de lokale kalder det. Dér lejede vi cykler og hjulede langs kysten, prustede op af bakkerne og trillede ned igen hele vejen til Golden Gate Bridge. På vej op skrev jeg en besked til min far, der har været på sprogskole ved San Francisco i hans unge dage. Han skrev tilbage, at nogle gange skete det, at Golde Gate kan være indhyllet i havgus og tåge, så den næsten er væk. Vi kørte videre og kom tættere på - og ganske rigtig: jeg kunne sende ham et billede tilbage af en bro, der knapt var synlig. Det var dog kun ganske kortvarigt - snart klarede det op igen. 

San Francisco ligger i en bugt, og broen fører over til et andet stykke land, hvor der ligger en lille italiensk inspireret by, der hedder Sausalito. Utrolig fin og europæisk, men også dyr og turistet. Dér fra gik en færge tilbage til midtbyen, hvor vi havde lejet vores cykler. Båden sejlede forbi Alcatraz; en ø med et fængsel, som ikke længere bruges, men i dag er en turistattraktion. Jeg var overrasket over, hvor kort, der var fra øen indtil byen, da det er kendt som et svært bevogtet fængsel. Francisco fortalte mig, at rygterne siger, at der er hajer i vandet, og senere har min far fortalt mig, at kun 2 undslap: den ene døde undervejs og den anden skyllede i land og blev pågrebet. Desuden fik fangerne altid varme bade, så de ikke var vandt til det iskolde vand, som de måske kunne finde på at hoppe i for at svømme ud i friheden.

Pedro og Francisco boede i San Francisco i Mission-distriktet, da de var mindre, ja faktisk er Francisco født der - deraf navnet. Pedro er født i San Jose i bydelen San Pedro - og han hedder Pedro Jose.

Vi fik desværre ikke tid til at se, hvor de boede, men vi fik set en masse af byen dels på cykel, og efterfølgende gik vi rundt for at finde noget at spise. Folk har sagt til mig, at vestkysten er mere europæisk og at jeg ville syntes bedre om vest- end om østkysten, og det har de helt ret i. Der er en mere stille og rolig stemning, folk tænker mere "grønt", har mere fokus på sundhed og er ikke så overfladiske, som jeg oplever det her i New York nogen gange.

Family time

Da Gloria er flyttet til Oakland på vestkysten, er det meste af hendes familie stadig på østkysten, og for at få så meget tid som muligt sammen med sin familie, mødtes vi først med Miriam og hendes jødiske familie fredag aften. Der deltog vi i sabbatmåltidet, hvor der først blev tændt lys og derefter blev brød, vin og børnene velsignet. Der var lækker mellemøstlig mad og godt selskab.

Lørdag morgen var der grill-arrangement ved en sø på programmet. Der gik lidt galt med planlægningen, så vi blev hentet, kørt derop, men ingen havde spist og de var ikke klar, da vi kom, så vi kørte tilbage til byen og spiste noget morgenmad i samlet trop.

Tilbage igen ved søen var grillen ved at varme op, og de fik sat et volleyball-net op og spillede. Jeg gik en tur rundt om søen med nogle fra familien. Det endte i noget af en klatretur. Op og ned af skrænter og træer, jeg i små ballerina og en af de andre piger i klipklappere - men vi klarede det! Da vi nåede op på toppen af en høj skrænt og kunne kigge ned på søen og naturen omkring følte vi os rigtig seje - vi var virkelig kommet højt op! Men så kom vi et lille stykke højere op, og der stod der en kæmpe hoppeborg med en børnefødselsdag i gang indeni. Man kunne jo også bare have taget bilen derop og kørt af vejen i stedet for at slide af sted i små sko….. Nå, det må blive næste gang.

Bryllup i bjergene

Søndag skulle brylluppet stå! En halv times kørsel fra Oakland ligger Berkeley, som nok er bedst kendt for sit universitet. Der ligger et bjergrigt område, hvor lørdagens picnic også havde været. Her havde parret lejet nogle festlokaler, der lå med den smukkeste udsigt over de skovklædte bjerge. De havde opstillet en lille chuppah, et lille jødisk "hus", hvor vielsen foregik.

Hele Glorias familie var blevet indlogeret hos familie og venner, og vi boede hos et par, Pete og Mary, som boede i en nedlagt markedshal, som nu var lavet om til et bofællesskab for 20 familier. Det var utrolig sjovt at se. Det var rigtig fint og velholdt, og det virkede som om det fungerede godt. De havde et fælles gæsteværelse, som vi boede på. Inden brylluppet spiste vi frokost med Pete og kørte med dem derud. De var nogle søde mennesker, som vi snakkede rigtig godt og længe med. De er venner med Miriams forældre. Pete er jøde og Mary er katolik. Pete tror dog ikke på det guddommelige, men på det sociale ved religion, hvilket ledte til en rigtig god diskussion om religion og traditioner, og hvorfor vi egentlig har det. Det inspirerede Pedro og jeg, da vi også har vores uoverensstemmelser ift. religion. Ved at fokusere på de traditioner, der ligger i religion kan jeg måske deltage i Pedros kristendom på en sekulær måde.

Inden brylluppet samledes familie og venner om hver deres brud. Vi sagde gode ting om Gloria, mens vi tog et shot tequila. Til selve middagen var det kun de respektive forældrepar, der holdt taler, så jeg tror at denne lille samling inden, var tidspunktet, hvor man kunne sige de ting, som man ved et dansk bryllup ville have sagt i en tale. Det var rigtig fint. Bagefter gik vi i samlet (og latino-larmende) trop ned og hentede Miriam. Det var et fint lille ritual.

Selve vielsen var jødisk og blev forrettet af deres gode bøsseven, der er rabbiner for de moderate jøder. Miriam selv tilhører den ortodokse gren, men da de ikke tillader homoseksuelle ægteskaber kunne hendes egen rabbiner ikke vie dem. Det var selvfølgelig ærgerligt (og helt åndssvagt), men jeg synes, at det var utrolig fint, at deres gode ven, der kendte dem så godt, kunne vie dem. Det foregik primært på engelsk, en smule på hebraisk og en meget lille del på spansk. De underskrev en alternativ ægteskabskontrakt, som var skrevet af en feministisk rabbiner, Rachel Adler. Rabbineren holdt en tale om dem på baggrund af dagens tekst, hvorefter der skulle siges 7 velsignelser af 7 af gæsterne, herunder Pedro. Det tror jeg, han syntes var en stor ære. Til sidst skulle man knuse glas og så blev der råbt "mazel tov". Rabbineren sagde, at ritualet med det knuste glas var symbol på alt det onde i verden, og at der var brug for mere kærlighed. Pete forklarede os efterfølgende at det også kunne ses som et symbol på fremtidig frugtbarhed.

Efter selve ceremonien var der snacks, der blev taget billeder og folk minglede lidt rundt. Pludselig opstod en kædedans, som endte med at parret blev sat på to stole og klædt ud, mens folk stod i cirkel om dem, og folk på skift dansede ind i midten og dansede for dem.
Der var generelt meget dans. Før middagen dansede vi, indtil buffetten var klar. Da den var spist, dansede vi igen indtil desserten kom, og efter den holdt begge forældrepar en tale, og så var der ellers dans resten af aftenen.
Da ceremonien var jødisk, var musikken og maden (primært) latinamerikansk.

Da brylluppet blev holdt søndag og alle skulle op mandag sluttede vi af klokken 22 og kørte hjem til brudeparret for at runde aftenen af, inden vi tog hjem i seng.

Ud til i vildmarken - til bjørnene

Mandag morgen stod vi op og tog til nationalparken Yosemite. Det tog ca. 3 timer at køre derned, og vi slog vores lånte telt op ved en sø en times kørsel fra parken. Vi fik at vide, at vi skulle passe godt på at pakke al mad ind og lade det være i bilen, for ellers ko bjørnene og åd det. Senere fortalte Pete os om, hvordan han og Mary som unge havde hiket rundt i nationalparken. Den første nat havde bjørnene spist al deres mad (til en uge), selvom de havde hængt det højt op i et træ. De havde sovet under åben himmel og i løbet af natten var Pete vågnet ved at noget snusede til hans hovedbund - en bjørn. Han lå helt stille, selvom hans hjerte galoperede afsted… Jeg er glad for at vi først fik den historie, da vi var kommet hjem.

Yosemite var ubeskrivelig smuk! Jeg har set meget storslået natur denne sommer, efter jeg var med min familie i Lapland tidligere på sommeren og så Nordkap, det nordligste punkt i Europa. Dér står man ved det, der føles som verdens ende, på en kæmpe klippe, og kigger ud over Barentshavet. Denne samme følelse af, hvor stor naturen er, og hvor lille jeg selv er, fik jeg igen, da vi efter at have kørt 40 minutters tid rundt i skoven kommer ud, hvor man kan se de enorme klipper, der er så karakteristiske for nationalparken. Det var helt ubeskriveligt! Det, der nok beskriver parken bedst er, hvis man tænker på de omgivelser, som Disney's Pocahontas lever i.

Vi overnattede i teltet og blev vækket af en træspætte, der sad og hakkede i et træ. Ingen bjørne - heldigvis! Vi tog en morgendukkert i søen, vi boede ved, og så kørte vi tilbage mod nationalparken. Denne gang kørte vi ned i den dal, som vi havde kigget ned i dagen før. Vi gik op af det såkaldte "mist trail". I mindre tørre perioder fosser det med vand i en flod hele vejen langs sporet, så det er tilsløret af damp og folk går med regntøj. På denne tid var alt dog fuldstændig udtørret og der var kun to spinkle stråler, der løb ud ved vandfaldets udspring. Men det var en smuk tur alligevel.

Ud over de enorme og imponerende klipper, så vi også sequoia-træerne, som er kæmpe store og røde. Èt sted havde de udhulet det, så man kunne stå inden i dem. Det var ret sjovt, men også utroligt, at de kan være så store.

De lever i en naturlig cyklus med skovbrande, som generelt hærger Californien ret meget. Den aske, der bliver tilbage, er nødvendig for træerne, da den giver jorden næring. Der var også skovbrande i nationalparken, da vi var der og advarselsskilte over alt omkring brandfaren. Langt ude i horisonten kunne vi fra et udsigtspunkt se røg stige op, og der stod på et skilt, at det var en skovbrand fra sidst i juli, som var under kontrol.

Hjemme igen en enkelt nat inden vi onsdag tog til LA. Vi var først til afskedsbrunch med familien inden vi tog Highway 1 fra San Francisco til LA. På vejen stoppede vi ved Cupertino, hvor Apples hovedkontor, One Infinite Loop, ligger. Min lillebror er Apple-tilbeder, så vi tog forbi for at købe en rød t-shirt til ham med teksten "Siri, remind me not to wash this with white laundry".

Efter det gjorde vi endnu et stop Monterrey, hvor vi spiste frokost og så søløver i havnen. Længere nede af kysten så vi (fordi vi vidste det) pukkelhvaler, der var på vej syd fra mod Alaska. Man kunne se når de svømmede op forbi vandoverfladen og når de sprøjtede vand ud af deres åndehuller. Endnu længere syd på så vi en masse elefantsæler, der lå på stranden og nød livet. Ej hvor var de søde - og store.

Bilturen tog knapt 10 timer, og det sidste stykke vej kørte vi væk fra kysten, fordi det blev mørkt og vi kunne gøre det hurtigere på motorvej. Det var meningen at vi skulle have sovet hos en af Pedros venner den første nat, men selvom Pedro havde snakket i telefon en halv time før, så var han faldet i søvn. Til hans forsvar ankom vi kl 00.30. Vi fandt en motel kort der fra efter at have banket på døren i en halv times tid.

Næste dag blev tilbragt på stranden og om aftenen mødtes vi med Pedros venner fra universitet. Han gik også på Columbia, som jeg skal starte på.
Vennen fra dagen før betalte vores mad og drinks, som undskyld, og vi tilbragte den næste nat på hans luftmadras.

Den sidste dag, fredag, tog vi op til oberservatorium, hvor der er udsigt ud over hele Los Angeles. Det var rigtig flot at se. LA er noget anderledes end mange andre byer. Der er mange forskellige bydele, der alle har deres charme, så der er mange steder at orientere sig mod, i stedet for, at der primært er ét bycentrum. Det kunne man rigtig se for oven, hvor skyskraberne ikke var samlet ét sted, som de måske normalt ville være.

Den sidste nat indlogerede vi os på et hotel, da Pedro gerne ville feste med sine venner, og jeg gerne ville have søvn nok. Kompromiset blev at vi festede i den roof-top bar, der var på hotellet og så kunne jeg gå i seng, når jeg ville. Pedro kom først flere timer efter, og da vi stod op kl 04 for at tage i lufthavnen var han vældig søvnig. Men han klarede den, og vi kom i lufthavnen til tiden, og så kunne han sove hele turen hjem.

Da vi landede i New York var vi begge ret trætte, så det var rart at være hjemme igen. Da jeg stod ud af toget på Penn Station følte jeg, at det var lidt mere trygt, lidt mere hjemme end LA havde været. Det var en rar følelse.